FORSIDE : LEDIGE STILLINGER : OM GRØNLAND : INDRYK ANNONCE : OM NJG :
SØG:

Nyeste artikler

Om Grønland | Grønland er mit land.

Grønland er mit land.

Grønland er mit land.

Grønland er blevet mit land, siger den 59-årige Ole Rendal fra Varde, der de sidste 35 år har boet i Grønland

“I dag har jeg svært ved at forestille mig et liv i Danmark. Jeg er blevet grønlandiseret for meget til, at jeg kan flytte tilbage til det land, hvor jeg er født og opvokset”.
Allerede som dreng blev Ole Rendal interesseret i Grønland, da han hørte en masse historier fra en familie, der havde været på ekspedition i Nordgrønland i 1920.
“Jeg blev fascineret over historier fra det store hvide land, der lå tæt ved Nordpolen. Det blev min store drøm dengang, at komme til Grønland”.

Drømmen blev til virkelighed, da Ole Rendal blev 25 år. Han rejste helt til Nordgrønland, hvor han fik et job på den amerikanske militærbase i  Thule. Han blev dog kun i Thule i et år, inden rejsen gik videre ned langs den grønlandske vestkyst. I 1971 bosatte han sig i Grønlands hovedstad Nuuk, hvor han fik arbejde i en radiobutik.

En lang visit.
Da Ole for 35 år siden besluttede sig for at rejse til Grønland, var det planen at være i det store hvide land i et halvt års tid. Men sådan skulle det ikke blive.

“Jeg kan ikke undvære den storslåede natur, det grønlandske samfund og de venlige mennesker. Her har jeg fundet mit ståsted. Grønland er mit land. Det er også her jeg har min familie.
Jeg er grønlandsk gift og har fem børn. Grønland er mit livs rejse. Her vil jeg altid være, også når jeg når pensionsalderen, hvor mange andre ellers vælger at rejse “hjem” – Grønland er mit hjem. Det er hér, jeg hører til.”

Turist i Danmark.
I de mange år Ole har været i Grønland, er det ikke blevet til mange ferieture til sit barndomsland. Når han endelig tager på ferie i Danmark, sker det ca. hvert sjette år.
“Jeg vil allerhelst blive hjemme i Nuuk, for når jeg er på ferie i Danmark, sidder jeg og har hjemve under hele ferien. Det er ikke særlig rart. Jeg vil meget hellere holde mine ferier ude i den grønlandske natur. Sommeren i Grønland er dyrebar, fordi den ikke er så lang, men til gengæld utroligt smuk og dejlig. Her er simpelthen fantastisk flot om sommeren, og ude i naturen stresser vi af og slapper af i stilheden. Jeg har prøvet, men jeg kan ikke finde den ro andre steder i verden”.

Er du blevet en grønlænder efter så mange år?
“Ja, det synes jeg. Jeg er født og opvokset i Danmark, og alligevel kan jeg i dag ikke se mig selv som en del af det danske samfund. Den danske mentalitet kender jeg heller ikke mere. Jeg er grønlandiseret for meget efter så mange år i Grønland”.  

De fleste af de venner, Ole og hans kone har, er også grønlændere. “Selvfølgelig har vi danske venner. Men det er danskere, der som mig, er blevet boende heroppe. Vi har haft en del danske venner gennem årene, men det er så træls, når de rejser tilbage til Danmark. Vi holder os derfor mest til en dansk vennekreds, som vi ved, bliver her i landet”.

Taler ikke grønlandsk.
Selvom Ole har boet i Grønland over halvdelen af sit liv, taler han ikke grønlandsk.
“Det har ikke været nødvendigt for mig at lære sproget, fordi folk i Nuuk forstår det danske sprog og taler det meget. Men lidt har jeg da lært, og jeg kan forstå en hel del grønlandsk. Jeg siger bare ikke noget på grønlandsk, fordi grønlænderne griner af mig, når jeg prøver. Når der grines af mig, er det i øvrigt ikke fordi grønlænderne er ondskabsfulde. De er simpelhen et lattermildt folk, og de elsker at grine. Så når de griner, forbinder de det ikke med noget ondt. Så vi kan grine sammen af mit dårlige grønlandsk”.
Ole er et stort naturmenneske og elsker at sejle. Han kan ikke få nok at den storslåede natur, der
ligger rundt omkring Nuuk. Gennem årene har han  haft flere lystbåde, og i dag er han skipper på et træskib, som om sommeren sejler rundt med bl.a. turister fra Danmark og virksomheder fra Grønland, der skal på arbejde langs den grønlandske kyst. Af samme grund har Ole været i næsten alle byer på Grønlands vestkyst.
“Jeg er utroligt privilegeret, og jeg nyder alle mine ture, som er forskellige fra gang til gang. Alle byer på kysten har deres særpræg og er dejlige på hver deres måde. Det skal opleves”.

Hvaler og sæler.
En sejltur i Grønland byder ikke kun på den ro, der altid er over en sørejse, men også på storslåede naturscenerier og mulighed for at få en helt speciel oplevelse.
“Tit oplever vi hvaler og sæler, som i flokke svømmer rundt om skibet. Det er en fantastisk oplevelse, som ikke kan beskrives med ord”.
Når folk i Grønland er ude i naturen, er det ikke kun, for at nyde skønheden og stilheden uden motoriserede plæneklippere, kædesave og bilstøj.
I Grønland bruger man naturen, f.eks. ved at gå på jagt efter rensdyr, sæler og fugle eller ved at fiske efter torsk, fjeldørreder eller rødfisk.


Det grønlandske køken.
“Jeg kan slet ikke undvære grønlandsk mad – selvom det var svært i starten, da jeg skulle lære at spise visse grønlandske specialiteter som tørret fisk, tørret kød eller kogt sæl med suaasat (sæl kogt i rissuppe) eller mattak (hvalhud), som er en stor grønlandsk delikatesse.
Grønlandsk mad er jo også en af verdens sundeste spiser, så det er bare med at lære at nyde den gode mad”.  
Ole tager gerne selv ud og jage efter det eftertragtede rensdyr eller fiske efter torsk, og giver dagen ikke mulighed for at komme helt ud i den store natur, lufter han sin hund i Nuuk eller den nærmeste omegn, så han har kontakt med naturen hver eneste dag.

af Ivalu Qvistgaard, journalist, Nuuk.



Nyeste stillinger