FORSIDE : LEDIGE STILLINGER : OM GRØNLAND : INDRYK ANNONCE : OM NJG :
SØG:

Nyeste artikler

Om Grønland | Vi har aldrig haft det bedre

Vi har aldrig haft det bedre

HVORNÅR VI SKAL HJEM? HVAD MENER DU?  VI ER HJEMME ...

Den 15/9 1999 sad Lotte Neperus og græd indvendig hele vejen fra København til Nuuk.

Udadtil var hun rolig - hun havde jo sin mand og deres 2 små børn at tænke på. Men inden i var hun i oprør. Var det nu det rigtige, hun havde gjort.?

Grønland! Og så hele 3 år. I dag - 8 år senere - kan hun kun grine af minderne. Familien faldt til i Grønland, og nu kan de slet ikke forestille sig at bo i Danmark. “Det var meget anderledes end jeg havde forestillet mig, og jeg havde endda sat mig godt ind i tingene. Men vi er kun blevet positivt overraskede. Grønland er et fantastisk land, og menneskene er vidunderligt varme og imødekommende. Man føler sig virkelig velkommen heroppe.”

Lotte er social- og sundhedsassistent – og i 1999 var hun den første af sin slags i Grønland. “Vi valgte at prøve Grønland, fordi min mand Mads har været i Grønland tidligere og fortalte så meget om landet. Og jeg var frisk på at prøve noget nyt, inden pigerne blev så store, at de skulle i skole. De var dengang 1 og 3 år.”

Nu er pigerne 8 og 10 år, de går i skole hér, de forstår grønlandsk, de elsker grønlandsk mad, har masser af grønlandske venner og de stortrives.

”Grønland er alletiders for børn. Jeg kunne ikke ønske mig, at de voksede op et bedre sted. Her er ikke nær så mange biler, som der er i Danmark, og alle i Grønland er søde ved børn - der bliver passet på dem, og jeg er aldrig utryg ved, at de færdes i trafikken eller tager med bussen. Det tror jeg, jeg ville være nede i Danmark. Der ville jeg bruge tid på at hente og bringe, hver gang de skulle til dans eller i svømmehallen eller til badminton eller spejder eller besøge deres venner.”

Lotte og hendes mand, Mads, nyder godt af den store tryghed, de oplever, for det giver en masse frihed. Både for børnene og for de voksne.

“Vi arbejder meget heroppe. Arbejdsugen er på 40 timer, men fordi vi ikke har langt til arbejde og ikke skal vente på S-tog eller sidde fast i bilkøer, er vi hurtigt frem og tilbage. Jeg bruger 10 minutter på at cykle på arbejde og 10 minutter på at cykle hjem. Så selvom jeg arbejder 1/2 time mere end mine danske kolleger, har jeg i virkeligheden nok mere fritid, end de har. Og så skal jeg ikke bruge al min fritid på at transportere børnene rundt. De cykler eller tager bussen, og det går helt fint.”







BÅNDENE TIL FAMILIE OG VENNER

Vel er der langt fra Nuuk til Rudkøbing, som Lotte kommer fra, og selvfølgelig kigger familien ikke ind til en kop kaffe hver søndag eftermiddag. Men der er alligevel ikke det store savn. Alle vennerne og familiemedlemmerne har været på besøg i Nuuk flere gange. Og Lotte er i Danmark mindst 2 gange årligt.

“Jeg prioriterer 2 ture med børnene hvert år. Min mand er som regel med den ene af gangene. Det koster lidt, men de penge er hurtigt tjent ind på nogle ekstra vagter. Og hvis man planlægger lidt og er fleksibel, kan man tit komme afsted til en fornuftig pris, fordi Air Greenland ofte udbyder rabatbilletter.”

I den forbindelse roser Lotte ledelsen og kollegerne på Dronning Ingrids Hospital, hvor hun har sit virke. “Man skal kun lige nævne, at man er i nærheden af et par billige billetter, så bliver der lynhurtigt arrangeret et møde, og der bliver byttet vagter, så man kan komme afsted. Også på det punkt er folk heroppe enormt flinke og hjælpsomme.”

VENNER OG BEKENDTE - DER ER FORSKEL

Lotte og hendes familie har fået mange venner i Nuuk, og mange af vennerne er grønlandske, ligesom der er mange “halve”.

“Selvfølgelig har vi også danske venner, men det er blandt de fastboende. I Danmark hører I sikkert, at det er svært at falde til, men det er nok fra mennesker, som har været her på korte kontrakter. De kan ikke forstå, at man som fastboende ser så mange komme og gå, at man er nødt til at holde en distance. Man kan ikke involvere sig dybt med mennesker, som er i transit, for hverken børn eller voksne kan holde til så mange tårevædede farvelscener. Så går man i stykker indeni.”

“Selvfølgelig er vi glade for dem, der kommer. Og de bliver på ingen måde holdt ude. Selvfølgelig er vi søde og hjælpsomme, det er klart. Men vi har også en hverdag, som skal hænge sammen, og vi har et liv, som fortsætter, når de er rejst hjem igen. Men det er nu aldrig et problem - vikarerne danner deres egne netværk, som arrangerer en masse ting for dem, bl.a. ture og den slags, udover det, som vi alle sammen er med til. Og nogen af dem kommer jo igen mange gange, så lærer man dem lidt bedre at kende hen ad vejen”







SKOLEN ER ALLETIDERS

Den grønlandske folkeskole bliver ofte kritiseret for ikke at være på niveau med den danske. Det er den måske heller ikke - på nogen områder ligger den langt over.

“Vores piger har gået i grønlandsk børnehave og i grønlandsk skole. Og det har vi ikke noget at udsætte på. Selvfølgelig er det anderledes end i Danmark. De lærer grønlandsk og har ikke så mange dansktimer som i Danmark. Til gengæld lærer de så meget andet. Heroppe bruger man naturen meget. Hvis vejret er særlig godt, tager man f.eks. børnene med i fjeldet og samler sortebær, og så bruger man bærrene til at lege matematik ind i dem. Eller man tager børnene med på fjorden og fisker. Jeg er ikke utryg ved det. Hvis der er nogen, der forstår at sejle, er det grønlænderne.”

“Jeg tror, at mange af dem, som rejser hjem, fordi børnene ikke lærer noget i skolen, er overambitiøse. Eller også er det bare en dårlig undskyldning. Måske vil de i virkeligheden gerne selv hjem.

Uanset hvor man er, skal man afpasse sine forventninger. Selvfølgelig er skolen i Grønland ikke magen til skolen i Solrød eller Holstebro. Men det er klimaet og naturen og dyrelivet jo heller ikke.

Vores børn læser og skriver fint, de har ingen problemer med engelsk og matematik. Og hvis der er noget som halter, læser vi med dem, eller også laver vi aftaler med nogle af eleverne på handelsskolen eller gymnasiet. Man må også selv tage ansvar for sine børn og ikke bare sige, at det altid er skolens skyld. Det andet er forkælet.”

“Det er jo påfaldende, at vi ofte siger farvel til en kollega, som rejser hjem, fordi de ikke er tilfredse med skolen. Og så ser man dem pludselig i Brugsen et år efter, og det viser sig at de er kommet tilbage, fordi det gik op for dem, at der også i Danmark er gode og dårlige lærere, og klasser der ikke fungerer godt. Og så savner de Grønland og naturen og kan slet ikke forlige sig med at sidde i kø på motorvejen hver morgen.”

Lotte og hendes familie bruger naturen. Vi har den jo lige udenfor døren, som hun siger. Børnene elsker at gå i fjeldet, og Lotte fortæller med et stort smil, at de flere gange har haft danske besøgende med ud at vandre i fjeldet, men de er ikke nået ret langt, før gæsterne vender om. De kan ikke holde ud at se børnene - det er alt alt for farligt. Men børnene springer hjemmevant rundt som bjerggeder. De er vant til det. De har udviklet en motorik og en kondition, som meget få danske børn kan leve op til. Og de elsker naturen. Når som helst lejlighed byder sig, pakker Lotte & Co det allermest nødvendige og drager ind i bunden af Godthåbsfjorden. “Vi har nogle venner, som har en båd og en lille hytte dybt derinde i den store natur. Der er så smukt. Det får vi aldrig nok af.”

“Hvis vi skal tilbage til Danmark, skal det nok snart være. Men det har vi slet ingen planer om. Hvad skulle vi dog dér? Hvert år, når vi har været på ferie, glæder vi os til at komme hjem. Det er hér, vi har vores liv.”



Nyeste stillinger